Aktuelle strømafbrydelser

15 juni 2021

Sommerkommentar fra bestyrelsesformanden: Ny aftale tegner godt for elnetselskabernes rolle i grøn omstilling

Hos Cerius og Radius mærker vi tydeligt, at den grønne omstilling er i fuld gang. Vi har brug for at kunne foretage effektive og samfundsøkonomisk fornuftige investeringer i elnettet i årene frem, og det har politikerne nu vist, at de har blik for.

Af Knud Pedersen, bestyrelsesformand for Cerius og Radius.

Det er meget glædeligt, at Regeringen og et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om at sikre elnetselskaberne bedre økonomiske rammer, så vi kan påtage os vores store ansvar med at hjælpe den grønne omstilling og elektrificeringen af samfundet på vej.
Læs mere: Politisk aftale sikrer fremtidens grønne elnet (kefm.dk).

I Cerius og Radius oplever vi, at den grønne omstilling er i fuld gang. Der er tryk på for at få tilsluttet mange nye vedvarende energianlæg, masser af ladestandere til elbiler og mange nye typer af elforbrugende virksomheder lige fra store varmepumper til datacentre til mange nye byggerier.

Elektrificering, modernisering og digitalisering – på samme tid

Derfor er det rigtig vigtigt, at et bredt politisk flertal og Regeringen anerkender, at elnetselskaberne skal have mulighed for på samme tid at håndtere både elektrificering og en modernisering og digitalisering af elnettet. Der lægges også op til, at elnetselskaberne skal tage et nyt skridt med hensyn at gøre data fra elforsyningen tilgængelig for omverden i langt større omfang. Det bliver en spændende opgave, som vi meget gerne vil levere på i Cerius og Radius.

Det bør kunne gå hurtigere

Aftalen lægger op til, at de nye økonomiske rammebetingelser først er på plads i 2024. Det mener vi i Cerius og Radius, at vi faktisk bør kunne gøre hurtigere. Vi oplever allerede nu behovet for øgede investeringer. Derfor er det vigtigt for os, at rammerne bliver afklaret så hurtigt som overhovedet muligt.

Vi vil gøre alt for at sikre, at investeringerne bliver gennemført så effektivt og intelligent som overhovedet muligt og dermed bidrage til, at elprisen pr. kWh fortsat kan falde, sådan som vores ejere og elforbrugere ønsker. Og vi vil meget gerne bidrage til det analysearbejde, som nu skal udføres af myndighederne med henblik på, at Regeringen og partierne senere kan godkende, hvordan udvidelsen af de økonomiske rammer konkret skal ske.

Tydelighed om neutralitet

Den nye aftale lægger også op til mere åbenhed i den måde, vi driver vores elnetvirksomheder på. Der skal fremover udpeges 2 eksterne medlemmer i elnetselskabernes bestyrelser. De nye regler flugter helt med den måde, som vi ønsker at drive Cerius og Radius, og vi er klar til at opfylde de nye krav. Det er afgørende for os, at vi altid sikrer, at Cerius og Radius optræder neutralt og helt uafhængigt i forhold til de forskellige markedsaktører, som skal bruge vores net.

Alt i alt er der således tale om en aftale, der viser, at politikerne har blik for den vigtige rolle og de særlige udfordringer, som vi som elnetselskaber står med. I stedet for at risikere at blive en stopklods for den grønne omstilling, kan vi nu med kloge investeringer i vores elnet komme til at understøtte udviklingen, så vi som samfund kan nå det ambitiøse mål om 70 procent CO2-neutralitet i 2030.

Venlig hilsen og god sommer fra

Knud

Kontakt os

70 29 20 24

Man-fre kl. 07.00-15.00
(Lukket på alle helligdage)

info@cerius.dk


Cerius

Hovedgaden 36, 4520 Svinninge
CVR-nummer 28 11 32 85

Cookiepolitik | Politikker | Whistleblowerordning

© Cerius 2021