Kontakt os
Du skal altid have en autoriseret elinstallatør til at oprette en installationsblanket (ISB), inden der kan udføres arbejde i elnettet. Ved større tilslutningssager kan der ligeledes være behov for anden form for kontakt med os. Her kan du anvende en af de tre formularer.
Tilslutning til elnettet
Her kan du som kunde, projektudvikler, rådgiver eller elinstallatør finde generel information om tilslutning til elnettet: Hvad det koster, hvor lang tid tager og hvilke typer af tilslutninger vi tilbyder.
Små tilslutninger​
Små tilslutninger omfatter som udgangspunkt tilslutninger, hvor der ønskes et leveringsomfang eller et indfødningsomfang på op til 125 kW. Det kan f.eks. være et nyopført enfamilieshus, sommerhus eller mindre erhverv, nye batterier eller solceller på villa, eller udvidelser af et eksisterende leveringsomfang i beboelse og mindre erhverv.
Mellemstore tilslutninger​
Mellemstore tilslutninger dækker som udgangspunkt tilslutninger mellem 125 kW og 3 MW. Det kan f.eks. være lynladere, udstykning af et nyt boligområde, en nyopført større etage- eller erhvervsejendom, eller produktions- og energilageranlæg.
Store tilslutninger​
Store tilslutninger dækker som udgangspunkt tilslutninger større end 3 MW. Det kan f.eks. være solcelleparker, fjernvarmeværker, store energilageranlæg, store industrivirksomheder med energikrævende processer, store lynladestationer med mange udtag eller til tung transport.

Tilslutningstider for mellemstore tilslutninger

Hvor lang tid tager det, før du er tilsluttet elnettet, hvis du kommer med en mellemstor tilslutning som fx en lynlader, et energilageranlæg eller udstykning af et boligområde? Vi offentliggør vores realiserede tilslutningstider, så du kan se, hvor lang tid det har taget at blive tilsluttet vores elnet i det seneste kvartal.

tilslutninger i seneste kvartal

Aktuelle tilslutningstider

Her kan du se de aktuelle, realiserede tilslutningstider for mellemstore tilslutninger. I løbet af de kommende kvartaler vil vi få mere data og udvide visningen.

Opgørelsen viser de sager, som er afsluttet i det pågældende kvartal. Det vil sige, at en sag, der er afsluttet den 2. april 2025, vil fremgå af opgørelsen for 2. kvartal 2025, uanset hvornår den er startet. Vi opdeler tiderne i to faser: afklaring og etablering, som du kan læse nærmere om længere nede på siden.

Afklaringstiderne vil blive vist her, når de er klar

Vi kan endnu ikke vise tider for afklaringer af mellemstore tilslutninger. Vi startede den systematiske registrering af tidspunktet for igangsættelse af afklaringsfasen den 1. april 2025. Der er i løbet af 2. kvartal 2025 ikke afsluttet et stort nok antal af afklaringer til, at vi kan offentliggøre meningsfuld data, da de afsluttede afklaringer ikke vil give et retvisende billede af tidsforbruget. Derfor offentliggøres afklaringstiderne på et senere tidspunkt.

Etableringstider i 2. kvartal 2025

Total for perioden: 33 afsluttede sager

Løst inden for 0-3 måneder:

18.2%

Løst inden for 3-6 måneder:

30.3%

Løst inden for 6-9 måneder:

33.3%

Løst inden for 9-12 måneder:

9.1%

Løst på 12+ måneder:

9.1%
Sådan aflæser du

Bag om tiderne for mellemstore tilslutninger

Vi beskriver tilslutningstiden for mellemstore tilslutninger i to faser: afklaring og etablering. Det gør vi, fordi den underskrevne nettilslutningsaftale er en vigtig milepæl i en tilslutningsproces – både for dig som kunde og for os som elnetselskab. Derfor er det relevant at vise, hvor lang tid det aktuelt tager, før vi fremsender en nettilslutningsaftale til underskrift i afklaringsfasen. Herefter følger etableringsfasen, som skal afsluttes, før dit anlæg kan sættes i drift.

Afklaringsfasen: Planlægning af projektet

Afklaringsfasen varer, fra du kontakter os med en fyldestgørende anmodning om forsyning, til du modtager nettilslutningsaftalen fra os til din underskrift. I denne fase analyserer vi elnettet og kortlægger mulighederne for tilslutning ud fra dit behov.

Du og din rådgiver kan medvirke til at gøre afklaringsfasen så kort som muligt ved ikke at ændre på projektet undervejs, og ved hurtigt at besvare henvendelser og tilvejebringe de nødvendige tekniske oplysninger. Det har særlig betydning, at dit anlægs størrelse, placering eller andre fundamentale forhold ikke ændrer sig undervejs, fordi disse ændringer vil betyde, at vores netanalyse må starte forfra. Derfor er det vigtigt, at du sammen med din rådgiver har konkretiseret projektet, inden vi går i gang med at afklare tilslutningsløsningen.

Hvis I har brug for råd og vejledning omkring tilslutningsforhold i jeres konkretiseringsproces, er I altid velkomne til at kontakte os her.

Etableringsfasen: Vi bygger elnet til din tilslutning

Når afklaringsfasen er gennemført, og du har underskrevet en nettilslutningsaftale, begynder etableringsfasen. Her bygger vi det elnet, som skal sikre din forsyning. Det er altså her, hvor vi går i marken med vores entreprenører for at grave kabler ned og sætte de stationer op, der er nødvendige for, at dit anlæg kan blive tilsluttet det kollektive elnet.

Det er også i denne fase, at du skal indsende den nødvendige tekniske dokumentation for dit anlæg.

Hvis din tilslutning er så stor, at der ikke umiddelbart er tilstrækkelig kapacitet i elnettet, kan det i nogle tilfælde lade sig gøre at blive tilsluttet med mindre kapacitet i starten, mens vi etablerer elnet til dit fulde behov. Løsningen hedder Trinvist fuldt leveringsomfang (TFL). Du kan læse mere om TFL her.

simple tilslutninger

Din tilslutning klares hurtigst i en flowproces

Hvis din tilslutning opfylder kravene for at være en såkaldt Standardiseret mellemstore tilslutning, kan den gennemføres inden for rammerne af vores flowproces. Flowprocessen sikrer dig en hurtig håndtering af tilslutningen, hvor du og din rådgiver selv bidrager til en effektiv arbejdsgang.

Vi tilstræber at gennemføre tilslutninger i flowprocessen inden for 6 måneder fra det tidspunkt, hvor vi har modtaget og vurderet det nødvendige materiale og sendt dig eller din rådgiver besked om, at sagen forventes at kunne håndteres i en flowproces. Den endelige bekræftelse på, at sagen fra vores side kan forblive i flowproces vil ske, når vi fremsender nettilslutningsaftalen til dig.

Vær opmærksom på, at din konkrete tilslutningstid kan ligge i alle ender af skalaen

Tilslutningstiderne afhænger af en lang række forhold. Det har betydning, hvilket niveau du skal tilsluttes på, hvordan elnettet er bygget op i området og hvilke arbejder tilslutningen kræver. Samspillet med kunder, leverandører, myndigheder og andre eksterne parter har også stor betydning. Endelig kan mængden af sager vi modtager have betydning, da vi løser alle tilslutningsopgaver, uanset hvor mange nye opgaver der kommer samtidigt. Din konkrete tilslutningstid kan derfor ligge i alle ender af skalaen, og vi kan først komme den nærmere, når du starter din konkrete tilslutningsproces hos os.

Faq
Ofte stillede spørgsmål om tilslutningstider

Vi arbejder for at give vores omverden større indblik i vores processer og tilslutningstider til gavn for planlægningen af fremtidige tilslutninger.

Registreringen af tilslutningstiderne er begyndt pr. 1. april 2025, hvor vi og de øvrige danske elnetselskaber begyndte at tidsstemple vores tilslutningssager efter samme metode. Før denne dato har vi ikke systematisk tidsstemplet vores sager på en måde, som kan give data til denne statistik. Det vil være et enormt arbejde at gennemgå tidligere tilslutninger for at fastsætte tidsstempler, og vi vil hellere bruge vores ressourcer på at gennemføre nye tilslutninger.

Desuden er tilslutningstiderne ikke en statisk faktor, men ændrer sig over tid, alt efter bl.a. den ledige plads i elnettet og leveringstider på de komponenter, der skal bruges. Tilslutningstiderne for projekter, der er gennemført før den 1. april 2025, vil derfor ikke nødvendigvis være retvisende for den aktuelle situation.

Hvor lang tid, det vil tage at gennemføre din konkrete tilslutning, afhænger af flere ting:

  • Hvor i elnettet, dit anlæg er placeret
  • Kompleksiteten af din tilslutning
  • Hvor konkret dit projekt var ved opstart af tilslutningsprocessen
  • Hvor hurtigt dialogen forløber mellem dig og os

Derfor er det svært at pege på, hvilket interval en tilslutning som din vil ende i. Vi anbefaler, at du kontakter os i god tid, når du vil starte en tilslutningsproces. Gennem en indledende dialog vil vi kunne oplyse dig om den forventede etableringstid for et projekt som dit. Samtidig kan vi give dig de informationer, som er nødvendige for, at dit projekt kan blive så konkret som muligt, inden tilslutningsprocessen opstartes.

Kontakt os her for tidlig dialog

I afklaringsfasen skal vi i fællesskab udarbejde en nettilslutningsaftale. Jo mere konkret, dit projekt er, og jo simplere tilslutningsløsningen er i vores elnet, desto hurtigere vil vi kunne udarbejde nettilslutningsaftalen, som du skal underskrive.

Når nettilslutningsaftalen er underskrevet, starter etableringsfasen. Her bygger vi det elnet, som skal sikre din forsyning. Det er også her, at du skal indsende den nødvendige tekniske dokumentation for dit anlæg. Når det nødvendige elnet er etableret, og din tekniske dokumentation af anlægget er godkendt, kan vi tilslutte dit anlæg.

Selv om tilslutningerne i denne kategori har nogenlunde samme kapacitetsmæssige størrelse, er der en række andre faktorer, der kan være stor forskel på. Det gælder bl.a. hvor i elnettet, tilslutningen geografisk skal placeres, samt hvilken teknisk og byggemæssig løsning, der er nødvendig i den enkelte tilslutningssag.

I nogle situationer er der ledig kapacitet i elnettet på den relevante placering, og vi behøver derfor kun at udføre få arbejder, før din tilslutning kan etableres. I andre tilfælde er det nødvendigt at gennemføre større arbejder, fx ved at føre nye kabler under veje eller etablere en ny netstation. Denne type projekter kræver både længere teknisk afklaring og mere omfattende etableringsarbejde, som ofte involverer flere parter.

Også forholdene i din bygning eller på din matrikel kan påvirke tilslutningstiden. Hvis der fx skal etableres et nyt rum til en transformer, eller der skal foretages ændringer på grunden, før vi kan etablere tilslutningspunktet, vil både afklaringen og etableringen af projektet tage længere tid.

Mellemstore tilslutninger dækker som udgangspunkt tilslutninger mellem 125 kW og 3 MW.

Eksempler på mellemstore tilslutninger kan være:

  • Lynladere
  • Udstykning af nyt boligområde
  • Nyopført større etage- eller erhvervsejendom
  • Produktionsanlæg
  • Energilageranlæg
Angivelserne er vejledende. Det præcise niveau for din konkrete tilslutning bliver afklaret i din eller din rådgivers indledende dialog med os.

Hvis du ikke kender dit leveringsomfang, kan vi slå det op for dig. Du får informationen ved at kontakte vores Kundesupport og oplyse din adresse.

Kontakt vores Kundesupport her.