Tilslutningstider for små tilslutninger
Hvor lang tid tager det, før du er tilsluttet elnettet, hvis du kommer med en mindre tilslutning som fx et nyopført hus, batteri eller solceller? Vi offentliggør vores realiserede tilslutningstider, så du kan se, hvor lang tid det har taget at blive tilsluttet vores elnet i det seneste kvartal.
Aktuelle tilslutningstider
Tilslutning af nye kunder er blandt vores vigtigste opgaver. Derfor har vi fastsat nogle mål for, hvor lang tid det må tage. Vi stræber efter at nå målsætningerne på så mange af vores sager som overhovedet muligt.
Her kan du se de aktuelle, realiserede tilslutningstider for små tilslutninger. Opgørelsen viser de sager, som er afsluttet i det pågældende kvartal. Det vil sige, at en sag, der er afsluttet den 2. april 2025, vil fremgå af opgørelsen for 2. kvartal 2025, uanset hvornår den er startet.
Data for 2. kvartal 2025
Små tilslutninger, der kræver ingen eller let justering af elnettet
Andelen af 8.735 afsluttede sager, der er løst inden for målsætningen på 15 arbejdsdage:
Små tilslutninger, der kræver udbygning af elnettet
Andelen af 162 afsluttede sager, der er løst inden for målsætningen på 10 uger:
Opsætning af elmålere
Vi har en målsætning om, at det skal være muligt at finde en ledig tid til måleropsætning inden for de næste 7 arbejdsdage.
For 2. kvartal 2025 har den gennemsnitlige ventetid for opsætning af elmåler været 7,2 arbejdsdage.
Bag om tiderne for små tilslutninger
Vi deler tilslutningstiderne for små tilslutninger op i to kategorier: Tilslutninger, der kræver ingen eller let justering af elnettet, og tilslutninger, der kræver en decideret udbygning. Det gør vi for, at du kan få et reelt billede af tilslutningstiderne for sager, der ligner din. Der er nemlig stor forskel på, hvor lang tid opgaven tager at gennemføre, alt efter om der skal udbygges eller ej. Vi har fastsat et mål for tilslutningstiden for hver af de to kategorier. Desuden har vi sat et mål for leveringstiden på opsætning af elmåler.
Små tilslutninger, der kræver ingen eller let justering af elnettet
I denne kategori ligger små projekter, hvor tilslutningen kan foretages direkte i det eksisterende elnet uden – eller med ganske få – justeringer. Vi har en målsætning om at kunne løse disse sager inden for 15 arbejdsdage.
Ofte kan elinstallatøren tilslutte dit projekt, uden at vi skal lave et fysisk arbejde i elnettet. Det kan også være, at vi skal udskifte en elektrisk skinne i kabelskabet eller andet mindre arbejde.
Det gælder fx, hvis du sætter solceller på taget eller ved tilslutning af en nyopført bygning i et tilgængeligt kabelskab. Det gælder også, hvis du har brug for at øge det leveringsomfang, der er knyttet til din bolig.
I langt de fleste tilfælde kan du installere en varmepumpe eller en ladeboks, uden at du behøver at ændre dit leveringsomfang. Her skal installatøren ikke afvente vores sagsbehandling, men blot melde installationen til os. Din installatør kan hjælpe dig med at finde ud af, om dit leveringsomfang dækker dit nye behov.
Små tilslutninger, der kræver en udbygning af elnettet
I denne kategori kræver tilslutningerne, at vi skal udbygge elnettet. Det betyder, at vi skal have en entreprenør ud for at grave og etablere nyt elnet i form af kabler og mindre anlæg. Vi har et mål om, at disse sager skal løses inden for 10 uger.
En udbygning af elnettet skal tilrettelægges med eksterne parter, fx skal der indhentes gravetilladelse fra kommunen og evt. andre myndighedstilladelser. Gravearbejdet kan vanskeliggøres, hvis der skal tages højde for andre ledningsejere. Der er derfor forskel på, hvor lang tid etablering af nyt elnet tager.
Opsætning af elmåler
I nogle tilfælde skal der sættes en ny elmåler op, når tilslutningen er udført. Vores mål er, at vi kan tilbyde en ledig tid til opsætning af elmåleren senest 7 arbejdsdage efter klarmelding.
Din elinstallatør skal melde klar og booke en tid til opsætning af elmåleren, når tilslutningen er færdig, og du har valgt, hvilken elleverandør du vil købe din strøm hos. Derefter sætter vi elmåleren op.
Vi opgør vores leveringstid på opsætning af elmålere ud fra den første ledige tid til måleropsætning i vores bookingsystem. Data viser altså ikke, hvor mange elmålere der faktisk er blevet sat op inden for 7 arbejdsdage, fordi elinstallatøren har mulighed for at vælge en senere dato end den først ledige, hvis elinstallatør eller kunde ønsker det. Vores opgørelse viser derfor andelen af sager, hvor det har været muligt at booke en ledig tid i vores system til måleropsætning inden for 7 arbejdsdage fra klardato.
Vær opmærksom på, at din konkrete tilslutningstid kan ligge i alle ender af skalaen
Tilslutningstiderne afhænger af en lang række forhold. Det har betydning, hvilket niveau du skal tilsluttes på, hvordan elnettet er bygget op i området og hvilke arbejder tilslutningen kræver. Samspillet med kunder, leverandører, myndigheder og andre eksterne parter har også stor betydning. Endelig kan mængden af sager vi modtager have betydning, da vi løser alle tilslutningsopgaver, uanset hvor mange nye opgaver der kommer samtidigt. Din konkrete tilslutningstid kan derfor ligge i alle ender af skalaen, og vi kan først komme den nærmere, når du starter din konkrete tilslutningsproces hos os.
Vi arbejder for at give vores omverden større indblik i vores processer og tilslutningstider til gavn for planlægningen af fremtidige tilslutninger.
Hvorfor viser I ikke tilslutningstiderne fra før 1. april 2025?
Registreringen af tilslutningstiderne er begyndt pr. 1. april 2025, hvor vi og de øvrige danske elnetselskaber begyndte at tidsstemple vores tilslutningssager efter samme metode. Før denne dato har vi ikke systematisk tidsstemplet vores sager på en måde, som kan give data til denne statistik. Det vil være et enormt arbejde at gennemgå tidligere tilslutninger for at fastsætte tidsstempler, og vi vil hellere bruge vores ressourcer på at gennemføre nye tilslutninger.
Desuden er tilslutningstiderne ikke en statisk faktor, men ændrer sig over tid, alt efter bl.a. den ledige plads i elnettet og leveringstider på de komponenter, der skal bruges. Tilslutningstiderne for projekter, der er gennemført før den 1. april 2025, vil derfor ikke nødvendigvis være retvisende for den aktuelle situation.
Hvordan ved jeg, om der skal bygges nyt elnet til min tilslutning?
Langt de fleste små tilslutninger kræver ikke udbygning af elnettet, men i nogle tilfælde vil det være nødvendigt. Det vil altid komme an på en vurdering af dit konkrete behov og forholdene i dit lokale elnet. Jo større behov du har, desto større er sandsynligheden for, at vi er nødt til at udbygge elnettet for at kunne levere dit ønskede behov.
Hvis vi skal udbygge elnettet forud for din tilslutning, vil din elinstallatør få besked om dette, når de tilmelder din nye tilslutning eller udvidelse i vores sagssystem ISB.
Er der garanti for, at jeg kan blive tilsluttet inden for jeres fastsatte mål?
Nej, det kan vi desværre ikke love. Vi har sat nogle mål, som er realistiske for de fleste tilslutninger, men i alle tilslutningssager kan der opstå forhold, som betyder, at tilslutningen tager længere tid end forventet.
Vi stræber efter at gennemføre så mange tilslutningssager som overhovedet muligt inden for vores målsætninger. Som tidsregistreringen viser, når vi endnu ikke i mål til tiden på alle sager. Vi arbejder hele tiden på at forbedre vores processer, så vi kan tilslutte flere kunder inden for målsætningerne.
Hvad er en lille tilslutning?
Små tilslutninger omfatter som udgangspunkt tilslutninger, hvor der ønskes et leveringsomfang eller et indfødningsomfang på op til 125 kW. Langt størstedelen af de tilslutninger, vi foretager i elnettet, kategoriseres som små tilslutninger.
Eksempler på små tilslutninger kan være:
- Nyopførte enfamiliehuse
- Sommerhuse
- Mindre erhverv
- Batteri eller solceller på bolig
- Behov for udvidelse af et eksisterende leveringsomfang
Hvor kan jeg se mit leveringsomfang?
Hvis du ikke kender dit leveringsomfang, kan vi slå det op for dig. Du får informationen ved at kontakte vores Kundesupport og oplyse din adresse.