Siden energikrisen har mange elkunder vænnet sig til at holde øje med prisen time for time, men fremadrettet kommer prisen på den europæiske elbørs, Nord Pool, til at skifte hvert kvarter. I den forbindelse er det et krav fra EU, at elnetselskaberne fra den 1. okt. 2025 tilbyder deres privatkunder og mindre erhvervskunder at blive afregnet på baggrund af kvartersmålinger.
Med ændringen ønsker EU at give kunderne tydeligere prissignaler og udnytte energiproduktionen bedst muligt. For når prisintervallerne bliver mindre, så kan elmarkedet bedre reagere på de skift, som opstår fra vind- og solproduktion, fortæller Cäthe Bay-Smidt, funktionschef i Cerius-Radius.
”Med de nye regler er vi som elnetselskaber forpligtede til at levere kvartersmåling til interesserede kunder. Det sker ved, at kunden enten henvender sig til sin elleverandør, som derefter formidler ønsket videre til os, eller direkte til os. Hvis kunderne ikke gør noget, så fortsætter vi som hidtil med at måle forbrug og produktion på timebasis. På nuværende tidspunkt sker der således kun ændringer for de kunder, som selv aktivt ønsker det,” fortæller hun.
Det er i dag meget få af Cerius’ elmålere, der understøtter kvartersmåling og -afregning. Derfor vil det i langt de fleste tilfælde kræve, at kunderne får udført et elmålerskifte, hvis de ønsker at gøre brug af mulighederne forbundet med den nye kvartersafregning. Et målerskifte koster 1.560 kroner inkl. moms, fortæller Cäthe Bay-Smidt.
”Om nogle år kommer vi til at igangsætte en omfattende målerudskiftning hos alle Cerius-kunderne, hvorved kunder får adgang til kvartersmåling uden ekstrabetaling, men vi kommer ikke til at fremrykke denne tidsplan på grund af de nye regler. Vi ønsker nemlig det fulde udbytte af investeringen i de nuværende målere,” lyder det afsluttende fra Cäthe Bay-Smidt, funktionschef i Cerius-Radius.