Der er gang i elektrificeringen på det sydøstlige Sjælland, og det stiller store krav til eldistributionsnettet. Derfor er Cerius nu i gang med en stor investering, som skal være med til at fremtidssikre nettet i området.
Når både private og industrien i området omkring Faxe investerer i at elektrificere blandt andet deres varmekilder og transportmidler, så er det noget, der kan ses på elforbruget. Det er eldistributionsnettet, der skal sørge for at få strømmen ud til kundernes stikkontakter, og når efterspørgslen stiger, så udfordrer det kapaciteten i eldistributionsnettets kabler og transformerstationer.
Derfor er netselskabet Cerius, der ejer eldistributionsnettet i området, nu gået i gang med en stor investering ved Faxe, fortæller Frederik Dalgård Andersen, planlægningschef i Cerius.
”Eldistributionsnettet er fundamentet for et elektrificeret samfund, og som netselskab skal vi hele tiden sikre, at vores kabler og transformerstationer kan imødekomme kundernes behov. Derfor bruger vi nu over 100 mio. kr. på at opgradere eldistributionsnettet i området omkring Faxe,” fortæller han.
Det er Nexel, der er ansvarlige for udbygningen af Cerius’ eldistributionsnet, og driftsselskabet er blandt andet ved at opføre en helt ny transformerstation ved Faxe i samarbejde med H&MV Engineering. Hertil kommer, at Nexel også sløjfer luftledninger og lægger mange kilometer nye højspændingskabler i jorden i området i forbindelse med investeringen, siger Hans Grundtvig Lindrum, chef for anlægsprojekter i Nexel.
”Dette projekt rummer mange elementer, så vi kan gøre klar til at tilslutte mange nye kunder til eldistributionsnettet i området. Udbygningen af infrastrukturen er afgørende, for vi kan se at fremskrivningerne af forbruget i området viser en markant vækst, og der er det vigtigt, at vi hele tiden sikrer, at eldistributionsnettet kan følge med udviklingen,” fortæller Hans Grundtvig Lindrum.
Arbejdet er i fuld gang i området, og størstedelen af projektet forventes gennemført det kommende år, hvorefter løsningen står færdig i slutningen af 2027.
”Vi har fuldt fokus på at eksekvere i et højt tempo, og vi gør os samtidig umage med at lave en langtidsholdbar løsning, så vi ikke pludselig står i en situation igen om få år, hvor der igen er behov for at opgradere eldistributionsnettet,” lyder det afsluttende fra Hans Grundtvig Lindrum.