Manglende betaling fra Velkommen, Nettopower, Power Fuel og Vedvarende betyder, at vi i Cerius og Radius ikke ser anden udvej end at indgive en konkursbegæring til skifteretten. Samtidig vælger Cerius og Radius at politianmelde selskaberne.
Velkommen, Nettopower, Power Fuel og Vedvarende skylder Cerius og Radius et større millionbeløb, og derfor har vi nu indgivet en konkursbegæring til skifteretten for selskaberne.
Cäthe Bay-Smidt, chef for netøkonomi og compliance i Cerius og Radius, fortæller, at netselskaberne i flere måneder ikke har fået betaling for de beløb, som elleverandørerne har opkrævet fra deres elkunder for transport af strøm gennem elnettet.
”Elleverandørerne skylder Cerius-Radius et større millionbeløb, og vi har nu besluttet, at indgive en konkursbegæring for selskaberne, da vi har grund til at frygte, at selskabernes betalingsevne ikke er til stede. Vores håb er dog, at der helt eller delvist kan opnås dækning for vores tilgodehavende gennem en konkursbehandling,” siger Cäthe Bay-Smidt.
Samtidig har Cerius og Radius meldt elleverandørerne til politiet. Dette sker, da vi vurderer, at der er forhold i forløbet med selskaberne, som bør undersøges strafferetligt.
Cäthe Bay-Smidt tilføjer, at Cerius og Radius nu vil afvente skifterettens proces og politiets arbejde, og vi har derfor ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.
Fakta
Cerius og Radius har i denne uge opsagt elleverandørerne Velkommen, Nettopower, Power Fuel og Vedvarende, hvilket betyder, at de ikke længere må have kunder i netselskabernes forsyningsområde, der dækker størstedelen af Østdanmark. Det betød, at Energinet i denne uge fordelte selskabernes 32.500 elkunder på Sjælland, Lolland-Falster og øerne til andre elleverandører.