Effektbaseret tarifering indføres fra årsskiftet

Fremadrettet vil det ikke alene være de store, østdanske elkunders samlede elforbrug, der afgør deres udgifter til netselskaberne Cerius-Radius for transport af strøm gennem elnettet. Nu skal disse store kunder nemlig også vænne sig til, at deres regning afspejler, hvor meget de belaster elnettet, når de trækker mest strøm.

Netselskaberne er i fuld gang med at udbygge og fremtidssikre elnettet til den øgede elektrificering, der lige nu finder sted overalt i samfundet. Det er dog også vigtigt at udnytte det eksisterende elnet bedst muligt, og sikre at alle kunder betaler en pris der afspejler de omkostninger der forbrug giver anledning til. Derfor indfører de østdanske netselskaber Cerius-Radius nu en ny tariferingsmetode til deres store kunder kaldet effektbetaling.

Store effekttræk belaster elnettet og øger behovet for omkostningsfulde investeringer i ny kapacitet, fortæller funktionschef i Cerius-Radius, Cäthe Bay-Smidt:

”Effektbetaling giver de store kunder et økonomisk incitament til at minimere deres maksimale træk på elnettet i løbet af året. Det hjælper os som netselskabet med at udnytte distributionsnettet bedst muligt,” siger hun, og fortsætter:

”Vi indfører effektbetaling, fordi vi hele tiden skal sikre os, at kundernes betaling for brug af elnettet svarer til de omkostninger, som de som kundegruppe giver anledning til. Det betyder blandt andet, at små kunder ikke skal betale de omkostninger, som få store kunders effekttræk giver anledning til.”

Andre netselskaber har tidligere indført effektbaseret tarifering for store kunder, men Cerius-Radius har afventet en ny version af metoden.

”Den nye tariferingsmetode er mere dynamisk, hvor betalingen i tidligere metode var låst i perioder af 12 måneder. Her har kunderne således skullet vente længe, før deres ændrede forbrugsmønstre også afspejlede sig i en lavere effektbetaling,” siger Cäthe Bay-Smidt.

Hun understreger, at den nye tariferingsmetode ikke ændrer Cerius-Radius’ samlede indtægter fra kundegruppen, men den sikrer en omkostningsfordeling mellem kunderne, som er mere fair og omkostningsægte.

Den nye tariferingsmetode træder i kraft den 1. januar 2025. Herefter vil 75 pct. af storkundernes betaling til netselskabet være baseret på energiforbruget (kWh), som de kender det i dag, mens den resterende fjerdedel vil blive opkrævet som effektbetaling (kW). Metoden er anmeldt af brancheorganisationen Green Power Denmark, og den er godkendt af Forsyningstilsynet.

Om effektbetaling

Effektbetalingen afregnes ved, at Cerius-Radius efter hver måned sammenholder de 10 timer med højest kWh-forbrug per time fra de forløbne 12 måneder. Derefter findes gennemsnittet af de 10 maksimumværdier (kWh/h), som vil være kundens afregningsgrundlag ganget med prisen pr. kW.

Fra den 1. januar 2025 vil metoden omfatte Cerius-Radius’ kunder, der er tilsluttet 10 kV-nettet eller derover. Det vil sige kundegrupperne B-høj, A-lav og A-høj.

Seneste nyheder

Ny publikation til transportbranchen

Salget af ellastbiler tager til, og det stiller krav til vognmændene, der skal også have styr på, hvordan de får sat strøm til vognparken. Det kan være kompliceret, og derfor har vi i samarbejde med DI Transport lavet en publikation om tilslutningsprocessen til den tunge transport.

Læs mere

Nu træder sommertarifferne i kraft

Tirsdag 1. april går vi fra vinter- til sommertariffer. Det betyder, at udgifterne til transport af strøm halveres i forhold til, hvad kunderne har betalt i løbet af vinteren.

Læs mere