Elmålerne hos de 1,5 mio. privatkunder og mindre erhvervsdrivende i Østdanmark snurrede hurtigere i oktober, end de tidligere har gjort. Vores nyeste opgørelse viser nemlig, at disse kunders oktober-forbrug var 5,8 pct. højere end samme måned sidste år.
I de kolde måneder spiller opvarmning en stor rolle i det samlede forbrug, men eftersom temperaturerne i oktober rundt regnet var på niveau med 2024, så mener Cäthe Bay-Smidt, chef i Cerius-Radius, at forklaringen på forbrugsvæksten skal findes et andet sted.
”Der sker en elektrificering af samfundet i disse år, og det betyder, at vores basisforbrug vokser. Det er elbilerne jo et rigtig godt eksempel på. Der kan ejerne glæde sig over, at benzin- eller dieseludgifterne forsvinder, men til gengæld får de så en lidt større elregning. Og når flere hundredetusinde i disse år laver dette skifte, så kan det ses på det samlede forbrug.”
Højsæson for elforbrug
En familie i et typisk parcelhus bruger ca. 60 pct. af årets strømforbrug i vinterhalvåret, og hvis husstanden har en varmepumpe, er det 65-70 pct. af årsforbruget, der ligger i månederne fra oktober til og med marts. Derfor kan der være rigtig mange penge at spare ved at tænke over sit forbrug de kommende måneder, lyder budskabet fra Cäthe Bay-Smidt.
”Der er selvfølgelig allerflest penge at spare, hvis man kan skrue ned for forbruget, men man skal heller ikke undervurdere, hvor mange penge der er at hente ved at tænke over, hvornår man bruger strømmen. Oftest er den samlede elpris dyrest sidst på eftermiddagen og først på aftenen, så hvis det er muligt at flytte noget af sit forbrug væk fra disse timer, er det virkelig noget, der har en positiv effekt på elregningen,” siger Cäthe Bay-Smidt.