Milliardudbud sikrer kabler til fremtidens elnet i Østdanmark

Driftsselskabet Nexel har på vegne af netselskaberne Cerius-Radius netop gennemført et stort udbud på forskellige kabeltyper, som skal være med til at fremtidssikre elnettet i Østdanmark.

Når flere elbiler og varmepumper finder vej til carporte og husgavle hos private, samtidig med at hele sektorer søger væk fra fossile brændsler til fordel for strøm, så er et stærkt elnet afgørende. Derfor har netselskaberne Cerius-Radius og deres fælles driftsselskab, Nexel, netop gennemført et stort udbud på nogle af de kabeltyper, der skal forbinde fremtidens elproduktion og forbruget.

Udbuddene var opdelt i tre delaftaler: Lavspænding, mellemspænding og gummi- samt flammehæmmende kabler. Tilsammen har udbuddene en samlet estimeret værdi på 1,1 mia. kr., og vinderne blev NKT, Prysmian Danmark A/S og Reka Cables Ltd.

Cerius-Radius forventer at skulle aftage mere end 1.000 km kabler fra leverandørerne hvert år.

”Vi er ved at vende vores energisystem på hovedet, da olie og gas mange steder i samfundet udfases til fordel for strøm. Heldigvis har vi et stærkt elnet, som udgør et fantastisk fundament for denne omstilling, men det kommer alligevel til at kræve mange nye kabler i jorden at imødekomme fremtidens efterspørgsel,” siger Frederik Dalgård Andersen, planlægningschef i Cerius-Radius.

I hver delaftale er der fundet to vindere, såkaldt dual-sourcing, fortæller funktionschef i Nexel, Tomas Christensen.

”På tværs af kontinentet er der stor efterspørgsel på mange af de samme kabler og komponenter til elnettet. Med udfaldet af dette udbud har vi sikret os stærke samarbejdspartnere og en høj leveringssikkerhed,” fortæller han, og fortsætter:

”Det er også årsagen til, at vi har lavet aftalerne af længere varighed, end vi tidligere har gjort. For vi står midt i en tid, hvor kravene til elnettet ændrer sig, og der vil vi ikke risikere, at vi ikke har de nødvendige komponenter og kabler til at imødekomme kundernes efterspørgsel,” siger Tomas Christensen.

Aftalerne er af en varighed på fire år, og herefter kommer yderligere fire optioner på forlængelse af aftalerne med et år, så aftalerne potentielt kan løbe otte år i alt. Tidligere har der været leverandører tilknyttet henholdsvis Cerius’ og Radius’ forsyningsområder, men vinderne af dette udbud skal nu levere til begge netselskaber samtidig. 

Netselskaberne kan gøre brug af de nye leverandøraftaler fra medio september i år.

Seneste nyheder