Ny publikation om energifællesskaber

Vores energisystem gennemgår store forandringer i disse år, hvor flere og flere tilvælger elektrificeringen fremfor fossile brændsler. Udviklingen får også mange til at engagere sig i samspillet mellem deres forbrug og lokale elproduktion, når de samtidig investerer i for eksempel solceller og batterier. Det medfører en stigende interesse blandt grupper af elkunder, der undersøger mulighederne for at gå sammen i lokale energifællesskaber, fortæller netselskaberne Cerius-Radius og brancheorganisationen Energifællesskaber Danmark.

Derfor har vi udgivet en ny publikation, der skal besvare nogle af de eltekniske spørgsmål, som interesserede måtte have i forbindelse med etableringen af et energifællesskab.

Download ‘Sammen om elnettet’

”Hele grundtanken bag energifællesskaber er både grøn og god, men energifællesskaber er også en kompleks størrelse. Med denne udgivelse deler Energifællesskaber Danmark og Cerius-Radius ambitionen om at give interesserede en grundig gennemgang af sammenhængen mellem elnettet og energifællesskaber,” siger Jens Fossar Madsen, adm. direktør i Cerius-Radius.

Energifællesskaber har potentialet til at skabe lokal værdi og give medlemmerne både miljømæssige og økonomiske fordele i kraft af deres grønne engagement. Et energifællesskab giver lettere adgang til lokalproduceret strøm, som energifællesskabet selv fastsætter prisen på.

”Gevinsterne ved energifællesskaber er mange, og derfor oplever vi også en voksende interesse for emnet. Energifællesskaberne er en god vej til at udnytte den grønne energi lokalt, samtidig med at borgerne minimerer deres afhængighed af mere konventionelle – og ofte mindre miljøvenlige – energikilder. I Energifællesskaber Danmark betragter vi det som en kerneopgave for nuværende og fremtidige energifællesskaber at optimere brugen af det kollektive elnet og medvirke til, at Danmark får en mere omkostningseffektiv omstilling for alle brugere af elnettet,” siger Morten Westergaard, forperson, Energifællesskaber Danmark.

Elektrificeringen har taget fart
I en årrække har elforbruget været næsten uændret, men nu oplever netselskaberne, at efterspørgslen fra både nye og eksisterende kunder har vokseværk. Samtidig er energiproduktionen blevet langt mere decentral, og det skal elnettet også kunne håndtere. Og når nye kunder ønsker at tilslutte sig elnettet, så er der en række ting, de skal være opmærksomme på i forhold til tilslutningsprocessen og de medfølgende omkostninger. Disse tekniske og økonomiske aspekter ønsker Cerius-Radius og Energifællesskaber Danmark at belyse.

”Som netselskaber er vi underlagt klare regler, og vi kan ikke tilbyde grupper af kunder særlige tariffer eller vilkår, men det betyder ikke, at vi ikke ønsker at bakke op. I Cerius-Radius har vi således udviklet en metode for tarifering af lokale energifællesskaber, som lige nu er til godkendelse hos Forsyningstilsynet, og vi håber på, at den snart kan tages i brug til glæde og gavn for både kunderne og elnettet,” fortæller Jens Fossar Madsen, adm. direktør i Cerius-Radius.

Morten Westergaard fra Energifællesskaber Danmark tilføjer:

”Energifælleskaber er drevet af gode ambitioner og inddrager borgerne i den grønne omstilling. Vi har en konstruktiv dialog med Cerius-Radius om, hvilke muligheder de har for at hjælpe energifællesskaberne på vej, og så lægger vi selvfølgelig et politisk pres også, så vi sikrer, at energifællesskaberne får de bedst mulige rammer. Vi mener jo, at det er i alles interesse, når elkunder går sammen om at aflaste nettet lokalt og reducere spidsbelastninger. Eller ved gøre nyt forbrug fleksibelt og placere det på tidspunkter, der er gavnlige for elnettet. På den måde kan energifællesskaber ligefrem være med til at udskyde og mindske behovet for at udbygge og forstærke elnettet, selvom samfundet bliver mere og mere elektrificeret,” siger Morten Westergaard.

Hvis du vil vide mere – deltag i webinar om udgivelsen
24. april afholder Cerius-Radius og Energifællesskaber Danmark et webinar om e-bogen og dens indhold. Det er gratis og du kan tilmelde dig på Energifællesskaber Danmarks hjemmeside.

Seneste nyheder

Ny publikation om energifællesskaber

Vores energisystem gennemgår store forandringer i disse år, hvor flere og flere tilvælger elektrificeringen fremfor fossile brændsler. Udviklingen får også mange til at engagere sig.

Læs mere

Lavere tariffer pr. 1. juni 2025

Kunderne i Cerius kan snart glæde sig over, at deres tariffer bliver lavere. Privatkundernes tariffer bliver sænket med 5 pct., så prisen bliver lavere end før energikrisen.

Læs mere

Ny publikation til transportbranchen

Salget af ellastbiler tager til, og det stiller krav til vognmændene, der skal også have styr på, hvordan de får sat strøm til vognparken. Det kan være kompliceret, og derfor har vi i samarbejde med DI Transport lavet en publikation om tilslutningsprocessen til den tunge transport.

Læs mere