Stor investering i Rødby: Fra luftledninger til kabler i jorden

Elektrificeringen i og omkring Rødby stiller krav til områdets elnet. Derfor investerer Cerius nu ca. 70 mio. kr. i at øge kapaciteten i nettet i området. Det betyder blandt andet, at der skal demonteres næsten 6 km luftledninger og træmaster, og samlet set vil netselskabet lægge næsten 17 km nye højspændingskabler i jorden.

Frederik Dalgård Andersen, planlægningschef i Cerius, fortæller at investeringen blandt andet er et udtryk for den høje aktivitet i området og øget efterspørgsel på elektricitet.

”Uden et stærkt elnet lykkes vi ikke med at elektrificere samfundet, som er en afgørende del af den grønne omstilling. Derfor kigger vi hele tiden på, hvor udviklingen i kundernes efterspørgsel vokser hurtigst, og hvor det kræver udbygninger af vores net. Et af de steder er Rødby, hvor blandt andet byggeri og transport stiller massive krav til elnettet,” siger Frederik Dalgård Andersen, og fortsætter:

”Når vi ser et behov for forstærkninger af elnettet, så vurderer vi altid, om det ikke også giver mening at lægge vores luftledninger i jorden. Det skyldes, at elinfrastrukturen på den måde bliver mindre udsat i forhold til vind og vejr,” fortæller han.

En del af Cerius’ investering er også arbejde på netselskabets transformerstationer i området, så de også i fremtiden kan sikre en robust forsyningen i området. Nexel er ansvarlige for udførelsen af projektet, og Hans Grundtvig Lindrum, funktionschef i Nexel, fortæller, at fokus er på en høj eksekveringsevne, så elnettet hurtigst muligt kan imødekomme den nye efterspørgsel.

”Vi har travlt med at udbygge elnettet, og der er rigtig høj anlægsaktivitet på tværs af Sjælland og Lolland-Falster. Og det kommer til at fortsætte de næste mange år. Når vi udbygger transformerstationer og forstærker kabelstrækninger, så er hastighed selvfølgelig et væsentlig parameter, så de nye elkunder hurtigst muligt kan få glæde af alle fordelene ved elektrificeringen,” siger han, og fortsætter:

”Selvom det er svært at spå om fremtiden, så forsøger vi at udbygge elnettet til den efterspørgsel, som kommer over de næste mange år. Vi ønsker nemlig ikke at stå i en situation, hvor der igen om få år er brug for større kabler og mere kapacitet i elnettet. Det er hverken i vores, naboernes eller samfundets interesse. Vi ønsker det bedste setup, hvor vi i fællesskab med gode leverandører og tætte samarbejdspartnere har en høj eksekveringsevne, så vi i sidste ende er til mindst mulig gene for både samfundet og naboerne. Og hvor vi sikrer en høj forsyningssikkerhed både i dag, men også i fremtiden,” lyder det afsluttende fra Hans Grundtvig Lindrum.

Seneste nyheder