Er strømmen kun gået hos dig?
Måske ligger fejlen lokalt hos dig, så du kan løse problemet selv. Hvis intet virker, skal du have fat i en elinstallatør, der kan undersøge problemet for dig.
Dette kan du tjekke selv
Hvis du er den eneste i dit nærområde, der mangler strøm, skyldes det formentligt, at fejlen ikke ligger i elnettet, men et sted i dine egne installationer.
Hvordan lyser elmåleren?
Måleren blinker blåt:
Hvis der er en lampe, som blinker blåt, betyder det, at vi har afbrudt elmåleren. I det tilfælde skal du kontakte din elleverandør. Du kan se, hvem der er din elleverandør, på din elregning eller på din oversigt fra Betalingsservice.
Måleren lyser konstant blåt:
Hvis der en lampe som lyser konstant blåt på elmåleren, betyder det, at måleren kan gentilsluttes.
Mangler du én eller flere faser:
Kig efter faserne L1, L2 eller L3 i elmålerens display.
- Hvis en eller flere faser mangler, så kan du se, om der er strømafbrydelse i dit område på vores side med aktuelle strømafbrydelser.
- Hvis der ikke er strømafbrydelse, og du kun har én fase synlig i displayet og derfor mangler helt eller delvist strøm, så skal du følge vejledningen under punktet ’Er der sprunget en sikring?’.
Er relæet er slået fra
Hvis din HFI-/HPFI-afbryder er slået fra:
- Prøv at slukke alle gruppeafbrydere.
- Slå herefter HFI-/HPFI-afbryderen til igen, og tænd gruppeafbryderne en ad gangen.
- Hvis HFI-/HPFI-afbryderen slår fra, når du tænder en gruppeafbryder, ved du, at fejlen er i denne gruppe. Sluk for alle apparater i gruppen.
- Slå herefter HFI-/HPFI-afbryderen og gruppeafbryderen med det defekte apparat til igen.
- Tænd apparaterne i gruppen et efter et.
- Når HFI-/HPFI-afbryderen slår fra, ved du, hvilket apparat, der er i stykker. Sluk det.
- Slå HFI-/HPFI-afbryderen og alle gruppeafbrydere til igen. Så skulle du gerne have strøm igen.
- Slår din HFI-/HPFI-afbryder stadig fra, skal du kontakte en elinstallatør.
Er dit HFI/HPFI relæ ikke slået fra, så er der sandsynligvis sprunget en sikring enten i din installation eller i kabelskabet ved vejen. Følg vejledningen til, hvordan du kan udskifte en sikring i det næste faneblad.
Find fejlen, når du mangler strøm enkelte steder
Mangler du strøm til nogle af dine apparater, fx noget lys, nogle kontakter eller en del af køkkenet, så er det sandsynligvis en sikring, der er sprunget eller slået fra.
- Kontroller, om en sikring er sprunget eller en automatsikring slået fra. Er det tilfældet, så kan du have et defekt apparat eller delvist strøm et sted i huset.
- Sluk alle apparater, der sidder på den samme gruppe, som sikringen dækker.
- Slå automatsikringen til igen, eller udskift sikringen.
- Tænd apparaterne igen ét ad gangen.
- Når automatsikringen slår fra igen, eller sikringen springer, så ved du, hvilket apparat der er i stykker. Sluk det.
- Tænd automatsikringen, eller udskift sikringen igen, så skulle du gerne have strøm igen.
- Slår automatsikringen stadig fra, eller springer sikringen igen, så skal du kontakte en elinstallatør.
Hvis der mangler spænding på en eller flere af elmålerens faser, og ingen sikringer er slået fra eller sprunget, kan du mangle strøm fra kabelskabet ved vejen. Det kan skyldes en fejl på stikledningen, der går fra kabelskabet ved vejen hen til din installation. Hvis der kan være fejl på stikledningen, skal du kontakte en elinstallatør. Hvis du bor i en etageejendom, så kontakt viceværten eller bestyrelsen for at høre, hvordan du skal forholde dig.