Januar og februar: Elkunder har sparet og flyttet millioner kilowatttimer fra spidsbelastningstimerne

De 2,5 mio. danskere, der bruger elnettet i Østdanmark, har formået at spare og flytte store dele af forbruget væk fra tidsrummet mellem kl. 17 og 21, hvor strømmen er dyrest, og hvor der er mest pres på elnettet.

Hvornår skal elbilen lade? Skal tørretumbleren startes nu, og kan opvaskemaskinen køre om natten?

Det er nogle af de spørgsmål, som flere og flere danskere har stillet sig selv for at flytte elforbruget fra de timer, hvor strømmen er dyrest.

Fra årsskiftet indførte Cerius og Radius, der ejer og driver elnettet i størstedelen af Østdanmark, en ny tarifmodel. Tarifferne er udgiften forbundet med at få transporteret strøm gennem elnettet til stikkontakten. Den nye model øger incitamentet for at flytte forbruget væk fra tidsrummet mellem kl. 17 og 21, hvor der er mest pres på elnettet.

Nye tal fra Cerius og Radius viser, at det er lykkedes: Danskerne har taget de gode elvaner til sig. I januar samt februar har husstande og mindre erhverv tilsammen sparet 25 mio. kWh i tidsrummet kl. 17-21, hvilket svarer til 36 mio. tøjvaske. Og noget af dette forbrug er flyttet til natten, hvor den samlede elpris typisk er lavest.

“Der er gået sport i gode elvaner”

Cäthe Bay-Smidt, chef i Cerius og Radius, glæder sig over resultaterne fra årets to første måneder.

”Der er gået sport i gode elvaner, og resultaterne viser, at danskerne er omstillingsparate. Vi er vidner til en grøn omstilling, som har taget fart og fortsætter de næste mange år, og derfor er det vigtigt, at folk får dyrket de gode rutiner,” siger Cäthe Bay-Smidt, og fortsætter:

”I Cerius og Radius kommer vi helt sikkert til at bygge meget mere elnet de kommende år. Men hvis vi alle kan flytte noget af vores forbrug væk fra myldretiden i nettet, så kan vi i netselskaberne udnytte elnettet bedre og dermed holde omkostningerne nede. Det kommer den grønne omstilling og alle forbrugere til gavn,” lyder budskabet.

Med stigningen i antallet af solgte elbiler bliver den øgede differentiering i priserne stadig vigtigere år for år. Derfor var det vigtigt for Cerius og Radius hurtigt at implementere den nye tarifmodel, som har til hensigt at hjælpe til med at sprede danskernes strømforbrug bedre ud over døgnets 24 timer.

”Lader man for eksempel elbilen op om natten eller kører vaskemaskine og tørretumbler i de billige timer af døgnet, er der penge at spare på den korte bane. Og på den længere bane er det en kæmpemæssig gevinst for os alle, hvis vi kan lykkes med at få en bedre udnyttelse af vores elnet, samtidig med at vi hurtigere kan eksekvere den grønne omstilling, der er vigtig for at frigøre os fra russisk gas,” siger Cäthe Bay-Smidt.

I Cerius er det samlede elforbrug hos husstande i januar og februar faldet med mere end 10 pct. sammenlignet med 2022. I Radius er det faldet med henholdsvis 8 pct. og knap 5 pct. i årets to første måneder.

Seneste nyheder