Tilslutning af batterier
Med den grønne omstilling følger øgede krav til fleksibilitet i elnettet. Og her kan batterier gøre en forskel: Batterier kan bidrage til et mere stabilt elsystem, fordi de som lagerenheder både kan trække elektricitet fra elnettet og indføde elektricitet til elnettet.
Batterier kan enten fremme forbrugsfleksibiliteten eller levere systemydelser – og derfor skal en tilslutning af et batteri også overholde reglerne for begge scenarier.
Som kommende batteriejer/batteriaktør er der en række ting, du skal være opmærksom på. Dem kan du læse mere om herunder.
Hvor stort er batteriet?
Tilslutningspunktet i elnettet afhænger af dit ønske til placering, samt de rettigheder du køber til at kunne indføde og aftage elektricitet i elnetttet. Disse rettigheder kaldes et indfødningsomfang og et leveringsomfang. Jo større leverings- og indfødningsomfang du køber, jo højere spændingsniveau vil du blive anvist til.
Et lille batteri (kapacitet til og med 125 kW) der er beregnet til privatbrug, typisk i kombination med solceller, kan tilsluttes af en elinstallatør efter helt enkle regler.
Et mellemstort batteri (kapacitet til og med 5 MW) kræver en forudgående dialog med os om tilslutning og betaling, før det kan tilsluttes.
Et stort batteri (kapacitet større end 5 MW) kræver en forudgående vurdering af, om elnettet kan håndtere den ønskede effekt og skal enten tilsluttes hos os i Cerius eller hos Energinet. Vi afklarer tilslutningspunktet med Energinet, efter at du har henvendt dig til os.
De nævnte størrelser er vejledende og dækker de fleste tilslutninger. En tilslutning kan dog blive placeret i en anden tilslutningsgruppe efter forudgående dialog med os.
Det er altid dit elnetselskab, der anviser tilslutningspunktet for et batteri og dermed også det spændingsniveau, som batteriet skal tilsluttes på. I vores elnet, kan spændingsniveauet ligge på niveauerne 400 V, 10 kV, 30 kV eller 50 kV.
I forbindelse med tilslutning af et batteri, der skal kunne indføde elektricitet til elnettet, er det også nødvendigt at etablere et indfødningsomfang.
Tilslutning direkte til elnettet
Tilslutning af et batteri direkte til elnettet kræver etablering af en selvstændig stikledning fra batteriet til tilslutningspunktet og tilkøb af både leverings- og indfødningsomfang. Som ejer af batteriet er det dit eget ansvar at etablere og bekoste stikledningen fra batteriet til det tilslutningspunkt, vi anviser.
Fritstående batteri - Én elkunde
Hvis du som batteriejer vil tilslutte et fritstående batteri direkte til det kollektive elnet, skal du tilkøbe både et leverings- og et indfødningsomfang. Størrelsen på disse er med til at afgøre, hvilket tilslutningspunkt og spændingsniveau vi anviser.
Fritstående batteri - Flere elkunder, flere bygninger
Hvis du som batteriejer vil opstille et batteri på en matrikel, der også huser bygninger med andre ejere som forsynes af samme stikledning, skal batteriet tilsluttes selvstændigt med en separat stikledning og have sit eget leverings- og indfødnings-omfang.
Et eksisterende leverings- eller indfødningsomfang er ikke det samme, som at der er kapacitet til at tilslutte et batteri i elnettet. Derfor skal der altid foreligge en aftale om etablering af batteri før tilslutning af mellemstore og store batterier.
Tilslutning i eksisterende installation
Forskellige love og regler påvirker, om dit batteri kan tilsluttes i en eksisterende installation – uanset størrelsen på batteriet.
Hos privatkunder er det mest almindeligt at tilslutte i den eksisterende installation, fordi batteriet som oftest er integreret i bygningen. Men tilslutning af et batteri i en eksisterende installation kan også lade sig gøre i de tilfælde, vi har illustreret herunder. Muligheden afhænger af antallet af kunder i den eksisterende installation og af batteriets ejer, anvendelse og placering.
Fritstående batteri - Én elkunde, flere bygninger
Hvis du som batteriejer har flere bygninger og batterier på samme matrikel, kan batteriet tilsluttes et internt net mellem de bygninger, som du ejer. Her er det vigtigt at nævne, at der ikke må være andre elkunder tilkoblet dit interne net.
Forsyningen kan ske via én eller flere stikledninger, når bare batteriet også anvendes til dækning af dit eget elforbrug.
Integreret batteri - Flere elkunder, samme bygning
Hvis du som batteriejer, har dit batteri integreret i én bygning med andre elkunder, kan batteriet tilsluttes med en fælles stikledning – men det er en forudsætning, at der ifølge BBR-registret kun er tale om en enkelt bygning.
Et integreret batteri må tilsluttes i bygningens interne net, hvis det er så integreret i bygningen, at det anses for at være en del af bygningen i BBR-registret.
Tekniske krav til et batterianlæg
Batteriets størrelse og dets placering er vigtige faktorer i forhold til tilslutning, men der findes også en række tekniske krav, der skal opfyldes. Dem kan du læse om på Elnet.dk – en del af Green Power Denmark.
Vil du vide mere?
Opgaven med at tilslutte en kunde kan variere meget i omfang og kompleksitet, og derfor kan tilslutningstiden være meget forskellig. Det kan du blandt andet finde information om og ligeledes se, hvordan du kontakter os med spørgsmål om tilslutning af dit batterianlæg.