Cerius kommer ud af 2022 med et overskud før skat og finansielle omkostninger på 314 mio. kr., som skal investeres i en fremtidssikring af elnettet.
Cerius, der står for at transportere strøm til elkunderne i store dele af region Sjælland, kom ud af året med et overskud på 314 mio. kr. før skat og finansielle omkostninger. Overskuddet bliver i selskabet og skal bruges på at investere og fremtidssikre elnettet i Cerius og Radius Elnets forsyningsområder.
”Vi skal investere overskuddet, da det er helt afgørende for elforbrugerne, at vi også i fremtiden har et robust elnet. Det skal være i stand til at opretholde forsyningssikkerheden og håndtere det voldsomt stigende behov i forbindelse med den grønne omstillings øgede elektrificering af store dele af samfundet. Denne omstilling er nødvendig, hvis vi fremadrettet skal undgå de samme prisstigninger på energimarkedet, som vi har været vidner til det seneste år, efter at Rusland gik ind i Ukraine. Som netselskaber er vores opgave at sikre forbrugerne den billigste elforsyning med den højeste leveringssikkerhed, og der spiller investeringer en central rolle,” siger bestyrelsesformand Knud Pedersen.
Udbygning og forstærkning af elnettet er nødvendigt, når flere varmepumper, elbilsladestandere, fjernvarmeværker og store produktionsvirksomheder stiller krav til elforsyningen, lyder det fra Knud Pedersen, og tilføjer, at Cerius desuden oplever stor efterspørgsel fra solcelle- og vindmølleparker, der ønsker at koble sig på nettet.
Ny tarifmodel virker
Cerius kunne ved udgangen af 2022 implementere en ny tarifmodel til kunderne, som har til hensigt at mindske myldretiden i elnettet. Data viser allerede nu, at modellen virker efter hensigten, fortæller direktør i Cerius og Radius Elnet, Jens Fossar Madsen:
”Vi står med en fælles opgave i at mindske belastningen af elnettet, og derfor har vi prioriteret en hurtig implementering af den nye tarifmodel, der giver incitament til et mere fleksibelt elforbrug. Modellen medfører ikke en større elregning for den typiske forbruger, da den høje tarif i de mest belastede tidsrum opvejes af lavere betaling på andre tidspunkter af døgnet. Til gengæld belønner den dem, der formår at flytte forbrug til de tidspunkter af døgnet, hvor der er den mindste belastning af elnettet. Elforbrugerne i Østdanmark har taget den nye model til sig, og i de første måneder af 2023 har vi registreret, at kunderne både har formået både at spare på strømmen og flytte forbrug til døgnets billigste timer,” fortæller Jens Fossar Madsen.
Fokus på kundedialog
Når Cerius skal planlægge forstærkninger og udbygninger af elnettet, er dialogen med både kommuner og virksomheder altafgørende for, at den grønne omstilling bliver både så billig og effektiv som muligt for forbrugerne.
”I Cerius har vi skruet betydeligt op for dialogen med alle interessenter for til fulde at forstå behovene, når det kommer til investeringer i elnettet. For når vi investerer, så er det altafgørende, at elnettet er sikret på den lange bane, og at vi ikke skal bygge ud og lægge nye kabler igen i jorden om et par år. Denne dialog bliver kun vigtigere i takt med, at vi fordobler vores investeringer i det østdanske elnet til op mod 2,4 mia. kr. årligt frem mod 2030,” siger adm. direktør i Cerius og Radius Elnet, Jens Fossar Madsen.
Om Cerius og Radius Elnet
Cerius’ elnet dækker ca. 25.000 km kabler og forsyner ca. 408.000 netkunder med strøm. Det vestsjællandske netselskab drives sideordnet med Radius Elnet, der vedligeholder og udbygger elnettet i Københavnsområdet, Nordsjælland og dele af Midtsjælland med ca. 19.200 km kabler og ca. 1.057.000 netkunder.