Stor investering skal fremtidssikre elnettet omkring Vordingborg

Netselskabet Cerius og driftsselskabet Nexel er nu på vej med en investering på mere end 30 mio. kr. i området omkring Vordingborg. Opgraderingen af elnettet skal være med til at sikre, at nettet kan håndtere den tiltagende elektrificering i området.

Der er fuld fart på udbygningen af vedvarende energiproduktion på Sydsjælland, og det stiller krav til elnettet. Derfor er netselskabet Cerius nu klar med en investering på over 30 mio. kr. i Vordingborg-området.

Frederik Dalgård Andersen, planlægningschef i Cerius, fortæller, at investeringerne i elnettet er afgørende, når strømmen skal finde vej til stikkontakterne hos forbrugerne.

”Når det kommer til elektrificering af samfundet, så bliver der virkelig trådt på speederen i disse år. Når olie og gas mange steder bliver erstattet af strøm, så skal vi som netselskaber sikre, at elnettet kan håndtere det. For selvom vi har et robust elnet i dag, så skal vi udbygge det i stor stil, så nettet også i fremtiden vil være et stærkt fundament for omstillingen af vores energisystem,” fortæller Frederik Dalgård Andersen, og fortsætter:

”Det kan være svært at forudsige udviklingen i produktionen og efterspørgslen på el, så vores investeringer er koblet op på, at vi har en vished om, at kundernes behov og planer også bliver konkretiseret til egentlige projekter. Men når vi laver store investeringer i elnettet, så er vores tilgang, at vi hellere vil bygge lidt for stort end det modsatte, så vi ikke risikerer at skulle komme tilbage igen om få år for at udvide kapaciteten i nettet,” siger Frederik Dalgård Andersen fra Cerius.

Hans Grundtvig Lindrum er ansvarlig for anlægsprojekter i Nexel, og han fortæller, at hastighed i udbygningen af elnettet spiller en central rolle, når nye kunder ønsker at tilslutte sig.

”Det er det vigtigt, at vi kan udtænke og eksekvere udbygningerne af elnettet i et højt tempo, for der står kunder og tripper for både at producere og bruge strømmen. Der skal vi muliggøre, at de kan realisere deres bidrag til et grønnere samfund, samtidig med at vi fastholder den høje forsyningssikkerhed,” fortæller Hans Grundtvig Lindrum, og tilføjer:

”Vi ser en vækst i antallet af store anlægsprojekter i forbindelse med udbygningen af elnettet, og der kan vi kun lykkes med stærke samarbejdspartnere. Når vi udbygger nettet, har vi et stort fokus på, at vi løser vores opgaver både hurtigt, ansvarligt og på en måde, hvor vi er til mindst mulig gene for naboerne.”

Projektet i Vordingborg-området indbefatter blandt andet, at Cerius og Nexel skal bygge en ny stor transformerstation sammen med Energinet, og så skal der etableres 5 km højspændingskabel i området.

Massive investeringer er en nødvendighed

Vordingborg er langt fra det eneste sted på Sjælland, hvor Cerius står klar til at investere i elnettet og øge kapaciteten. Sammen med netselskabet i hovedstadsområdet, Radius, har det østdanske elnet udsigt til et løft på et tocifret milliardbeløb frem mod 2030, fortæller Frederik Dalgård Andersen.

”Vi skal hele tiden dyrke, hvordan vi udnytter det eksisterende elnet bedst muligt, men vi kigger ind i en fordobling af strømforbruget, og dermed vinker vi farvel til årtier med et forholdsvis stabilt strømforbrug. Derfor er investeringer nødvendige, når større mængder af el skal bevæge sig gennem elnettet,” lyder det fra planlægningschefen i Cerius.

Han beroliger dog kunderne med, at milliardstore investeringer ikke er ensbetydende med en udsigt til højere tariffer:

”Når der kommer så mange nye kunder på elnettet med så meget nyt forbrug, så er der flere til at dele den fælles regning til elnettet. Derfor tror vi på, at vores massive investeringer i nettet kan realiseres, uden at det betyder en højere elregning for kunderne,” lyder det afsluttende fra Frederik Dalgård Andersen, planlægningschef i Cerius.

Seneste nyheder